Centrifugerer ikke

Der kan være mange forhold, som bevirker, at maskinen ikke vil centrifugere. De fleste maskiner har en indbygget sikring mod, at maskinen centrifugerer med vand i. Du bør derfor kontrollere, at der ikke står vand i maskinen, at bundslange og afløbsslanger ikke er tilstoppede, så maskinen ikke kan komme af med vandet, eller kun langsomt kan komme af med vandet. Ligeledes bør trevlesi og pumpehus kontrolleres for tilstoppelse og/eller løse genstande, som kan forhindre at pumpen fungerer optimalt.

Hvis disse ting er i orden, bør du kontrollere om tromlen kan dreje rundt. Kan den ikke dette, eller går den meget stramt, bør du kontrollere lejer eller om der er et fremmedlegeme i maskinen.

Hvis tromlen er let at dreje, kan du dernæst kontrollere om remmen sidder som den skal.

Gør den det, bør du kontrollere motorkullene. Disse sidder i en anordning, og er fjederpåvirket, så der er en konstant forbindelse til kommutatoren. Nedslidte eller beskadigede kul bør altid skiftes. Kontrollér kommutatoren for grater.

Hvis alt ovenstående er ok, skyldes fejlen muligvis en defekt motor eller motorstyring.